Om fordele og ulemper ved running sushi
Lad det være sagt fra start. Overskriften er lokkemad. Det sælger nemlig ikke at skrive: En diskussion af litteratur og succesparametre. Lad mig derfor begynde ved maden. Jeg kan ikke huske, hvorhenne jeg læste det, men det mange af os måske tror er succesfulde pengemaskiner, Noma, Geranium og Jordnær, er i virkeligheden de rene underskudsforretninger. Det kan simpelthen ikke løbe rundt at lave så omhyggelig, sirlig og råvaretung mad, som det, de serverer. Når de alligevel fortsætter er det fordi økonomisk stærke bagmænd ser en fordel i at have et flagskib, noget, de kan bryste sig af eller måske slet og ret fordi de sætter det gastronomiske håndværk over budgetter - og har pengekassen til at gøre det. Vil man derimod tjene penge på restaurationer skal man se i retning af kædevirksomheder med faste menuer domineret af velkendte og u-udfordrende smage: sukker, salt, fedt og umami. MacDonalds har knækket den kode. Kentucky fried Chicken. I en lidt anden boldgade: Running sushi, et overflødighedshorn af pastelpyntet ris og frisk fisk kørt rundt i ring, som var det museumsgenstande. Ihhh. Uhmmm.
Hey: Jeg elsker sushi. Og friske forårsruller. Jomfruhummerhaller og østers. Skumfiduser og snobrød (særligt når det er lidt brændt). Giv mig et stykke ristet rugbrød med smør og ost og havsalt, og jeg er lykkelig. Jeg er uhyre kræsen, men med en bred spændvidde blandt mine få favoritter. Ovnbagte rodfrugter. Skyr med smag af tiramisu.
Og nu er det så, jeg vender blikket 180 grader og ser på det litterære udbud. Hvad der løber rundt og hvad der ikke løber rundt. Hvem der udgiver hvad og hvorfor. Det er helt vildt forskelligt, hvorfor forfattere skriver. I dag havde vi besøg af Shekufe Tadayoni Heiberg, der fortalte, at hun først og fremmest skriver for sin egen skyld. Fordi hun kan lide det, kan lide at skabe og lege med ord. Andre skriver i håbet om at nå bredt ud. Komme i kontakt med så mange læsere så muligt. Atter andre skriver for at råbe politikerne op, pege på samfundsmæssige urimeligheder. Selv skriver jeg ikke af en grund, for mig er det en måde at være menneske på. Det er ligesom sådan jeg er. Jeg skriver, skaber historier, rækker ud og rører ved verden med bogstaver i stedet for hænder.
Jeg tror ikke, det ene er bedre end det andet. Men jeg ved, at noget sælger bedre end andet. Og at hvis man har som mål at leve af bogsalg, ja så kan det være formålstjenligt at rette sine bøger mod genrer, der taler til mange. Krimi. Romantasy. Familiekrøniker. Men også bøger med aktuelle emner, der kan tale til mennesker et andet sted fra end politikerne. Tag nu Edouard Louis bøger om klasseskel i det franske samfund. Forvandlingens metode. Virkelig skarp uden nogensinde at blive tør eller tale i termer af paragraffer og lovhjemmel og økonomisk råderum og hvad vi så ofte mødes med, når vi peger på urimeligheder.
Og det får mig så til at tænke på, at det jo ikke bare er hvad, bøgerne handler om, der afgør, hvor meget de sælger, men også, "hvordan de handler om det". Hvilken form de benytter, om sproget er som en Nomarestaurants salat - med myrer som det syrlige element og friterede græshopper som det sprøde - eller om det tværtimod er mere mundret, lettere spiseligt, som en god hotdog eller hjemmebagt brød med stikkelsbærmarmelade.
Det jeg prøver at sige - og ja det har godt nok taget mig lang tid at nå frem hertil - er, at der er mange parametre i spil, når det skal afgøres om en bog finder vej ud på boghandlerens hylder. Og at salgspotentiale naturligt nok i mange tilfælde spiller en uforholdsmæssigt stor rolle, ganske enkelt fordi forlagene jo skal betale deres medarbejdere og naturligvis ikke kan køre ti Nomarestauranter med underskud uden også at have nogle forretninger, der giver overskud.
Jeg tror derfor heller ikke, det er der, vi skal rette skytset hen, hvis vi vil have et mere varieret udbud af bøger, både hvad angår form og indhold. Nej, det er os læsere, der skal stemme med pengepungen, købe både snobrød og insektbøffer, skumfiduser og Kobe kød. Digtsamlinger, noveller, graphic novels, romaner, kortprosa, essays. I hvert fald hvis ikke vi vil leve alene af MacChicken og kulørte slushice.
PS: Jeg har lige læst Maria Navarro Skarangers roman "Jeg fløjter i den mørke vind". Det hverken Noma eller running sushi, men det er eddermanme god litteratur!
