Wabi-sabi

I Japan dyrker man en særlig kunstart, hvis fokus er det ituslåede. Vi kender det også herhjemme fra glasmosaikker i kirker og katedraler, stykker af farvet glas sat sammen, så de tilsammen fremstår som en helhed. I den japanske tradition Wabi-Sabi er tanken dog en anden. Her er det revnerne, det ødelagte, der fremhæves og skaber værkets egenart: Et brud i en keramikkande fremhæves med bladguld, et ar i en kakkel fyldes med en farverig mørtel. Den skade, man normalt vil søge at skjule eller dække til, fremhæves som et unika, en særlig skønhed ved det ituslåede.

Selv har jeg en lerfigur stående, jeg på et marked ved Tranum Strand, Svend, kalder jeg ham, fordi han er min Følge-Svend. Undervejs har han mistet hovedet og begge fødder, sådan går det jo, vi taber hovedet, men finder det igen, mister jordforbindelsen et øjeblik, for så at vende tilbage. Jeg har limet Svends hoved, jeg nænnede ikke at se på den knækkede hals. Men fødderne har jeg ladet forblive i stykker og med tiden er de blevet en helt særlig del af Svends personlighed, hvis ellers man kan tale om at en lerfigur har sådan en. Jeg holder af, at skulle flytte min totem i flere dele, med den omsorg, der følger med at omgås det skrøbelige og skårede. På samme måde er det ikke længere et problem, at min ene gummistøvle lækker, hvis vandet når til over anklen. Faktisk er det fint, for det minder mig om, at man jo ikke dør af at få våde fødder, for eksempel.
Det helt særlige ved ting, der har en defekt, en ridse, en revne, et sår, er, at man får en særlig opmærksomhed på, hvad man normalt tager for givet. Du bemærker sjældent gummistøvlerne, før den dag, de tager vand ind. Og der er ikke noget, der peger så meget på glasruden, der adskiller ude og inde, som en revne midt igennem.

I mange år så jeg kun mennesker, når det ikke involverede måltider. Det vil sige ikke så tidligt, at vi kunne mødes om morgenbrød. Ikke ved middagstid, hvor jeg risikerede at blive budt på frokost, og da slet ikke efter klokken 17.30, hvor ethvert møde indebar en sandwich eller en særlig udsøgt italiensk minestrone. Jeg var bange for mad og bange for, hvad folk ville tænke, hvis jeg afslørede min revne, mit skår: "Nej tak, jeg er gået lidt i stykker, min mund og hjerne virker ikke helt som I andres." Resultatet blev, at mine møder med andre som regel havde en varighed på ikke over halvanden time og kun i udvalgte tidsrum. Det sætter sine begrænsninger og udelukker en fra en stor del af det sociale liv. Det er hyggeligt at snacke, dele en skål saltede mandler eller at betro sig over en øl eller en kop cola. Det er akavet, for ikke at sige ubehageligt, at sidde ved en middag og takke nej til det, de andre tilbyder. Hele tiden springe over, sætte grænser, "ellers tak". Så jeg blev væk, skjulte mine skår og fremstod som en - muligvis lidt utilgængelig og hæsblæsende hastig - helhed, men dog en helhed. Mens virkeligheden var, at jeg var i stykker. Ikke værre end Svend, min keramikfigur, er i stykker, han kan stadig stå og flyttes med lidt forsigtighed. Men det kan han kun, fordi jeg ved, at han er skrøbelig og skal håndteres med forsigtighed.
Jeg synes tanken om Wabi-Sabi er smuk. At putte bladguld i tingenes og tidens skår, fremhæve en mistet finger, et storkebid. Bære sine tics med stolthed, en nervøs makeup, et par knaldrøde svært revnede gummistøvler.
I kunsten finder vi det også. Nogle af de største værker er båret af en fragmentarisk form, en vildrede, et sindssygt raid uden mål. Tænk på Anne Carsons NOX. På Naja Marie Aidts 'Hvis døden har taget noget fra dig så giv det tilbage'. Tænk på Glenn Bechs Farskibet.

Den franske filosof og litteraturkritiker Maurice Blanchot mente, at fragmentet viser “afbrydelsen som meningsbærende og brud som kraft." Det er jeg enig i, der er noget smukt ved at insistere på at hænge ved uden nødvendigvis at hænge sammen.
Sådan som fuglene hænger på himlen og røven hænger i vandskorpen.
Eller måske ikke helt sådan, men hvad gør det

.